1.14: Spændingsmæssig oprindelse til partikel­egenskaber

Hjem ／ Kapitel 1: Energifilament-teorien

Indledning
Velkendte partikelegenskaber — masse, ladning, elektrisk/magnetisk felt, elektrisk strøm, spind/aksmoment, levetid og energiniveau — er i billedet “energitråde—energihavet” ikke mærkater påsat udefra. De opstår samtidigt af trådens geometri (krumning, lukket sløjfe, faselåst takt) og af spændingens organisering i mediet (styrke, retning, gradient og koherens). I Energitrådsteorien (EFT) bruges en ensartet terminologi.

I. Masse: robust indad + formgivende udad

• Inerti: Strammere sløjfer og stærkere faselås stabiliserer den indre orden; for at ændre bevægelsen må en ydre kraft skrive mere af den indre geometri og spændingsstruktur om, derfor er partiklen svær at “skubbe”.
• Gravitation: Den samme struktur omtegner spændingslandskabet i energihavet udad og danner en svag hældning mod partiklen, som leder og samler forbipasserende objekter.
• Fjern isotropi: Ringformet faserytme, mediets elastiske tilbageslag og tidsmiddel (små præcessioner/svingninger er tilladt; ingen “stiv” 360°-rotation kræves) efterlader på stor afstand en isotrop trækkraft fra spændingen.

Kernepunkt: Massens størrelse svarer til kombinationen af linjetæthed, geometriske begrænsninger og spændingsorganisation; tænk “inerti ≈ indre robusthed; gravitation ≈ ydre formkraft” som to sider af samme proces.

II. Ladning → elektrisk felt: polaritet via “radial retningsbias i spænding”

• Nærfeltskilde: Tråde har en endelig tykkelse. Hvis faselåst skruestrøm i tværsnit er stærkere inde—svagere ude, præges i nærfeltet en radi­al spændingstekstur der peger indad; omvendt (stærkere ude—svagere inde) opstår en tekstur udad.
• Polaritetsdefinition: Indad = negativ, udad = positiv (uafhængigt af betragtningsvinkel).
• Det elektriske felts fremtoning: Feltet er rumlig forlængelse af den radiale tekstur; superposition af flere kilder giver tiltrækning/frastødning og retningen for resultantkraften.

Bemærkning: Energitrådsteorien beskriver ladningsoprindelsen som “radial spændingstekstur/retningsbias”, ikke som en “hvirvel”.

III. Ladning → magnetfelt: “toroidal omvikling” efter sideværts slæb af den orienterede tekstur

• Translation eller intern cirkulation: Når en ladet struktur bevæger sig jævnt, slæbes nærfeltets radiale tekstur sideværts i hastighedens retning; for at bevare kontinuitet lukker teksturen ringe om banen og danner en toroidal omvikling — magnetfeltets geometri.
• Spindets magnetmoment: Selv uden translation kan en iboende faselåst cirkulation organisere lokal omvikling i nærfeltet — synlig som intrinsisk magnetmoment.
• Styrke og retning: Fastlægges af ladningstegn, bevægelsesretning (eller chiralitet i cirkulationen) samt graden af indretning (i overensstemmelse med højrehåndsreglen).

Kernepunkt: En stille ladning domineres af radial tekstur; en jævn ladning/strøm driver vedvarende sideværts og bygger stabil omvikling; spind kan rejse lokal omvikling i nærfeltet.

IV. Fra ladning til strøm: skab potentiale, ret ind, forny kanalen

1. Skab potentialforskel (spændingsforskel): Sæt enderne i forskellige radiale tilstande for at give driv langs kanalen (spænding).
2. Læg kanal (retningsmæssig indretning): Bevægelige bærere og polariserbare enheder kobles ende-mod-ende med korte retningssegmenter og danner en sammenhængende retningskæde (feltlinjernes færdselsvej i mediet).
3. Frem strømmen (kanal­fornyelse): Bærere migrerer og udfylder pladser langs kæden og fornyr løbende kanalen; makroskopisk ses dette som elektrisk strøm.

• Induktans: Den etablerede omvikling har en ”inerti til at bevare tilstanden”; ved pludseligt strømsvigt gør systemet kortvarigt modstand.
• Kapacitans: Forskellen i indretning mellem enderne kan lagres i geometrien (fx mellem plader) som feltenergi klar til afladning.
• Resistans: Retningskæden er ikke perfekt; lokale omrokeringer/brud omdanner orden til varme.

Kernepunkt: Spænding = spændingsforskel; elektrisk felt = retningsvis vejledning; strøm = kanalforyngelse; magnetfelt = toroidal omvikling drevet af vedvarende sideslæb.

V. Kort tabel “egenskab ↔ struktur”

• Masse: Kompakt indre + faselås → inerti; svag udadgående hældning → gravitation; fjern isotropi fra tidsmiddel.
• Ladning: Radial retningsbias i spænding i nærfelt; indad = negativ, udad = positiv.
• Elektrisk felt: Rumlig forlængelse og superposition af radiale teksturer.
• Magnetfelt: Toroidal omvikling, når teksturen trækkes sideværts under bevægelse/spind.
• Elektrisk strøm: Kontinuerlig fornyelse af den retningsbestemte kanal under potentialforskel; naturligt ledsaget af omvikling (induktans), energilager (kapacitans) og tab (resistans).
• Spind/aksmoment: Intern faselåst cirkulation koblet til helikoidal tværsnitsgeometri giver intrinsisk magnetmoment og selektive koblingsfingeraftryk.
• Levetid/energiniveau: Stabilitetstærskel, geometrisk resonans og spændingskoherens­vindue sætter skalaen; strammere/hurtigere interne tilstande → højere energi og andre levetidsklasser.

VI. Sammenfattende

• Masse er ikke kun “svær at flytte”: den former også en hældning i energihavet ind mod sig selv; fjern isotropi udspringer af faseløkke + tilbageslag + tidsmiddel.
• Ladning og elektrisk felt udspringer af radial retningsbias i spænding og dens rumlige forlængelse.
• Magnetfeltet er toroidal omvikling langs banen efter sideværts slæb af den orienterede tekstur.
• Elektrisk strøm er en vedvarende fornyelse af den retningsbestemte kanal og bærer derfor naturligt induktans, kapacitans og resistans i makroskopisk fremtoning.

Dermed kan masse, ladning, elektrisk felt, magnetfelt, strøm og spind forklares konsistent og intuitivt på den fælles grund: “trådgeometri + spændingsorganisation”.