1.7: Spænding bestemmer tempo (TPR, PER)

Hjem ／ Kapitel 1: Energifilament-teorien

Indledende position: Dette afsnit afviser ikke rammen “Big Bang – kosmisk udvidelse – ΛCDM”. Vi holder os til bevislinjen: den eksklusive status for galaktisk rødforskydning som stærkeste bevis for, at “universet udvider sig”, er blevet svækket. I Energy-Filament-teori (EFT) kan rødforskydning opstå naturligt uden global udvidelse og stadig stemme overens med nøgleobservationer:

• Rødforskydning fra spændingspotentiale (Tension Potential Redshift, TPR): det globale spændingsniveau i “energihavet” sætter tingenes egentempo; når kildens tempo afviger fra observatørens lokale tempo ⇒ aflæses rød/blå.
• Rødforskydning fra rutens evolution (Path Evolution Redshift, PER): lys krydser strukturer, der ændrer sig langsomt, og akkumulerer farveneutralt frekvensskift samt ankomstforsinkelse.

Fremstillingen følger: kilde (TPR) – undervejs (PER) – observationssignaturer – grænse mod relativitet – relation til ekspansionsfortolkning (med skillete tests).

I. Hvorfor “spænding” kan ændre lysets “tempo”

Tænk universet som overfladen af energihavet. Global spænding er, hvor “stram” fladen er, skaleret af energitæthed.

• Højere spænding ⇒ langsommere egentempo (den samme proces “trækkes ud”).
• Lavere spænding ⇒ hurtigere tempo.

Lys bærer kildens tempo; hos os læses det med lokalt tempo, og “mere rødt/merе blåt” opstår naturligt.

II. Kildestempel: “fabriks­mærke” ved emission (TPR)

TPR er temposforholdet ved to ender:

• Fra et strammere hav (højere global spænding) ⇒ kildetempo saktere ⇒ vi ser rødere.
• Fra et løsere hav (lavere global spænding) ⇒ tempo hurtigere ⇒ vi ser blåere.

Intuitive ankre: højdeeffekt på atomure, samlet linjeforskydning nær stærke felter, samt lyskurver der “synes langsommere” i ekstreme miljøer—alle er varianter af kildestempling.

Hovedpunkter

• Baggrundsfarven sættes i to ender: forskellen i global spænding mellem emission og måling er hovedbidraget til rødforskydningen.
• Optællingsregel: findes en langsom, næsten isotrop baggrundsudvikling, medtages den i kildens–observatørens temposum for at undgå dobbelt­tælling.

III. Justér “urskiven” undervejs: PER på ruten

PER betyder “det ændrer sig, mens du passerer”—ikke hver bakke giver PER; zonen skal evolvere, mens lyset går igennem:

• Gennem lavspændings­zone, der fjedrer tilbage ⇒ asymmetri ind/ud ⇒ netto rødt.
• Forbi en højspændings­brønd, der grundes ⇒ muligt netto blåt.

Typiske scener: farveneutrale temperaturafvigelser og ankomstforsinkelser i store “kolde/varme pletter”; i evolverende stærk linse lægges små farveneutrale frekvensskift og mikro-timing oven på “længere omvej”.

Essens

• PER findes kun, hvis strålen krydser en evolverende zone; i statiske strukturer akkumuleres ikke netto rød/blå.
• Det er ikke “længere tid” men “længere overlap”, der tæller: når “du er på vej” og “det ændrer sig” tilstrækkeligt længe samtidig, bliver PER tydelig; uden evolution lægges intet til.
• PER er en langsom variabel: den skal være langt langsommere end kildens egne variationer, så hele lyskurven forskydes som jævn stræk, uden formskev.

IV. Når total rødforskydning taler: hvorfor tre “hårde beviser” ikke længere er ekspansionens eneforret

Følgende ser kun summen, uden at skelne oprindelsen (metrisk ekspansion eller tempo-reskalering):

• Tidsstræk i supernovaer. Hele lyskurven strækkes med én faktor; ofte dominerer TPR (temposforhold i enderne); ved passage af store, evolverende strukturer tilføjer PER et farveneutralt, langsomt bidrag. Så længe total rødforskydning ændrer sig langsomt, bevares formen.
• Tolmans lov for overfladelysstyrke. Uden absorption/spredning og uden farvebias dæmpes overfladelys efter en lov, der kun afhænger af total rødforskydning—uanset TPR/PER. Linseeffekt ændrer “hvor meget lys”, ikke “efter hvilken lov” det dæmpes.
• Spektralform bevares på tværs af farver (achromatisk). Følger lyset den optiske geometri, som spændingen sætter, uden kollisioner og farvepreferencer, skifter/skalerer alle farver med samme faktor; formen forvrænges ikke. Afvigelser skyldes oftest “farvede” medier (støv, plasma)—ikke TPR/PER.

Konklusion: at reservere disse tre som eksklusive ekspansionsbeviser er ikke længere holdbart; i EFT opstår de naturligt af summen (TPR + PER).

V. Strider dette mod relativitet? Nej

Lokalt invariant, varierende på tværs af domæner

• I tilpas lille skala: lokal lyshastighed konstant, lokalt atomur stabilt.
• Domænekryds: forskel i spænding ved enderne → TPR-stempel; udvikling undervejs → PER-mikrojustering.
• Ingen ændring af dimensionsløse konstanter; ingen superluminal hastighed; ingen mikro-”re-process” via absorption/spredning.

VI. Forhold til “ekspansionsfortolkningen” (hvorfor rød ikke er eneste bevis)

1) Nøglen er “udskiftelighed”. Traditionelt har “SN-tidsstræk, Tolmans lov, multikolor formbevarelse” været hårde beviser for “ekspansions-rød”. I EFT, med kollisionsfri, farveneutral udbredelse, fremkommer samme mønstre af TPR/PER-summen. Dermed er rødforskydning alene utilstrækkelig til at konkludere, at “rummet nødvendigvis udvider sig”; valg af ekspansionsnarrativ bør vurderes sammen med andre, diskriminerende kriterier.

(“Rød-historie = tempo-historie”)

• Indhold: fører vi lys fra forskellige epoker til samme observatør-tempo, afspejler “rød vs epoke” hvordan global spænding, styret af energitæthed, har udviklet sig—altså tempoets historie.
• Rollefordeling: TPR leverer “grundbeat” – temposforholdet kilde/observatør udgør hovedbidraget; PER tilføjer farveneutral mikro-tuning hvor strukturer ændres.
• Observationssiden: tidsstræk, Tolman-dæmpning og formbevaring er ansigter af ensartet reskalering af tempo (plus mulige rute-mikrojusteringer) og er ikke unikt bundet til “metrisk ekspansion”.

2) Skillepunkter mod “ekspansionsversionen” (falsificerbare pejlemærker)

• Røddrift over tid (samme kilde, lang baseline):
  a) Ekspansion: karakteristisk kurve med tegnskifte/knæk med z;
  b) TPR: monoton forventning styret af ændringstakten i lokalt tempo;
  c) Langtidsserier kan skelne.
• Minimum i vinkelstørrelse vs rød:
  a) Ekspansion: et z hvor “vinkelstørrelsen er mindst”;
  b) TPR: minimum bestemt af tempoets historie, kan forskydes relativt til ekspansion.
• Standardsirener (grav.bølger) + absolut frekvensmål: uafhængig kalibrering af kilde-tempo (bølgeform-ur) og observatør-tempo giver direkte temposforhold; systematiske afvigelser fra “ekspansionsafstand” støtter TPR.
• Fuldbånds-achromatik: tydelig frekvensafhængighed i strækningsfaktor eller spredningshale taler imod “ren TPR + kollisionsfri”; vedvarende streng achromatik taler for “tempo-historien”.

VII. Sådan spores PER i data (adskillelsesevne)

• Svage fingeraftryk af retning/miljø: læg rød-residualer, svag-linse-konvergens og strukturfordeling oven i hinanden; fælles præference­retning eller miljøafhængighed ⇒ zoner “der ændrer sig langsomt” langs ruten.
• Frikobl flerbilleder: i stærk flerbilled-linse kan forstærkning variere, men strækningsfaktor for samme kilde skal være ens (frikobling af forstørrelse–tidsstræk).
• Farveuafhængighed: efter korrektion for støv og plasma-dispersion bør strækningsfaktoren være næsten farveneutral; stærk restkorrelation ⇒ et “farvet” medium, ikke PER/TPR.

VIII. Sammenfattende

• Én sætning: I EFT giver TPR “grundtempoet”, PER lægger “farveneutral mikro-tuning” til dér, hvor strukturer evolverer; tilsammen danner de total rødforskydning, som forklarer de “tre hårde beviser” og dermed svækker tesen “rødforskydning = eneste bevis for global ekspansion”.
• Forudsætninger (læserversion): ingen re-process via absorp­tion/spredning; farver følger samme “optisk-geometriske” rute; uden udvikling undervejs fås kun omvej-forsinkelse, uden netto rød/blå.
• Udvidelse: om ikke-ekspansiv oprindelse til kosmisk baggrundsstråling og koblingen til denne ramme – se §1.12.